nyhedsbreve
Økologisk Samsø
november 28, 2013
0

LÆS OM ”LAND-center Samsø” – et projekt til demonstration og læring
————————————————————

** ”LAND-center Samsø” – et projekt til demonstration og læring

————————————————————
Samsø er på vej til at kvalificere sig til at blive et LAND-center. LAND-centrene er en slags butiksvindue for Permakulturen. Målet er at styrke dyrkningen af fødevarer og designfærdigheder omkring regenerativ brug af jord. Og at udbrede viden om permakultur i praksis gennem udvikling af et nationalt permakultur lærings og demonstrations-netværk

Det er et kvalitetsstempel at blive et LAND center, og de demonstrerer det bedste permakultur i Danmark.
LAND står for Learning And Network Demonstration. Der er i England registreret 95 projekter, hvoraf de 56 er LAND-centre og resten er LAND-learners.

For at Samsø kan få prædikat som LAND-center skal projektet leve op til kriterier omkring design, netværk, demonstration, besøg og identitet. Fra England lyder erfaringerne på, at man oplever at entusiasmen stiger og et højt niveau af engagement smitter af på kvaliteten af demonstrationprojekterne og dermed oplevelsen af permakultur i praksis.

Bliver vi anerkendt LAND-center, opfordres vi til at holde besøgsdage og workshops, hvor vi deler ud af viden, praktiske erfaringer og viser besøgende rundt på projektet. Vurderingen af om LAND-center Samsø opfylder kriterierne går gennem koordinatoren i Danmark, Cathrine Dolleriis, som indstiller projektet til godkendelse i en rådgivergruppe. Hvis der vurderes, at der mangler noget i designet, kan projektet eventuelt få en permakulturrådgiver til at hjælpe med forbedringer. Så bliver projektet genvurderet, og indtil da er man LAND-learner. Internt Land-centrene imellem vil der være træningsmøder og et blomstrende netværk, som skal styrke permakulturudbredelsen. Hovedcentret støtter op ved at lave en hjemmeside med kort over centrene og kalender. Derudover laves der reklame for kurser og besøgsdage, eventuelt kan centrene finde sammen omkring fundraising og betaling af ansatte.

I Danmark er der nu altså taget initiativ til at få organiseret et Land-projekt, og miljøministeriet har støttet projektet med 225.000 kr. Nu kan de gode eksempler komme frem i lyset og være til inspiration for alle andre. Vi i Økologisk Samsøs permakulturgruppe ser frem til at få et kvalitetsstempel, og vise, at vi har mod på at få flere besøgende og kurser.

På EU niveau tales der nu om at skabe et LAND- netværk, som dækker alle projekter i Europa, som vil være med. Med et kort over alle stederne kan man søge information om centrenes karakter, aktiviteter og kurser – og om de modtager frivillige og besøgsgrupper.

Har du lyst til at høre mere om gruppens aktiviteter og om permakultur, så holder Samsø-gruppen

** Åbent hus

————————————————————
den 8. december mellem kl. 13 og 16,
hos Birgit Rothmann, Kærbakken 11 i Haarmark.

Der vil være mulighed for rundvisning i haven. Ved små borde i huset og drivhusene serveres te/kaffe og julekager. Her kan man møde
* Cecil Rye Olsen, indehaver af kursuscenter og ejer af nyanlagt privat skovhave
* Jim og Lisbeth Campbell, aktive permakulturister med egen skovhave
* Birgit Rothmann, arbejder med foredrag om og design af skovhaver, og har det internationale permakulturcertifikat, og aktiv i Økologisk Samsøs bestyrelse
* Christoffer Jones, tidligere økologisk landmand og også bestyrelsesmedlem af Økologisk Samsø
* Lila Carlsen og Sysser Tofte, som arbejder med ”Del Jorden” projekter

============================================================
Copyright © 2013 Økologisk Samsø, All rights reserved.