Udlevering af gratis Samsø Pose
september 27, 2018
0
Hvornår:
oktober 11, 2018 kl. 15:00 – 18:00
2018-10-11T15:00:00+02:00
2018-10-11T18:00:00+02:00
Hvor:
Samlingshuset - Økologisk Samsø
Alstrup 2
Samsø
Udlevering af gratis Samsø Pose @ Samlingshuset - Økologisk Samsø

Så er Samsø Posen på gaderne 🙂
Nu er den her – Samsøposen et alternativ til plastikbæreposen
PlastReduktion Samsø præsenterer nu Samsø Posen. En bæredygtig økologisk bomuldspose, der med hjælp fra samsingerne, skal være med til at udfase plastikbæreposerne i butikkerne på øen.
I et samarbejde med Samsø Posten, kunstner Lotte Buur og de fleste af butikkerne på øen præsenterer vi Samsøposen. En indkøbspose, der er lavet af 100 procent økologisk bomuld og fremstillet under miljørigtige og socialt ansvarlige forhold.

Bag Samsøposen står PlastReduktion Samsø. Gruppen blev etableret på Økologisk Samsøs visionsworkshop den 28. februar 2017 og har til formål at reducere plastik på øen. PlastReduktion Samsø har arbejdet sammen med projektet Biosamfund Samsø, der er finansieret af VELUX FONDEN. Gennem projektet har NRGi bevilliget 50.000 kroner, der er øremærket Samsøposen.
Vi gør det sammen
Sommeren 2018 har tydeligt vist, at der er brug for nye beslutninger og nye handlinger i forhold til klimaindsatsen. Med den økologiske bomuldspose viser PlastReduktion Samsø en håndgribelig mulighed for at være med i indsatsen for en mere bæredygtig verden. Gruppen rækker derfor ud til samsingerne og opfordrer til, at alle tager en bomuldspose med, når der skal købes ind.

”Udfasning af plastbæreposer på en hel ø er et ambitiøst, men samtidig håndgribeligt tiltag til at mindske resurseforbruget og udledningen af fossil energi, som har potentiale til at blive skaleret op og omfatte hele Østjylland og være til stor inspiration for andre kommuner. Derfor har vi valgt, at projektet skulle støttes fra værdipuljen.” siger NRGi’s bestyrelsesformand Eva Ryberg om projektet.
Sådan får du en pose
Der uddeles én gratis Samsøpose til hver husstand i kampagneperioden. Ved uddelingsstederne vil det også være muligt at købe ekstra poser for 35 kr. Derefter kan posen købes for 60 kr. i de fleste af øens butikker og supermarkeder. Folkene bag PlastReduktion Samsø vil stå klar i Brugsen, Netto og flere af Handelstandsforeningens butikker for at uddele Samsøposen. Her vil du også kunne få en snak om projektet og få svar på eventuelle spørgsmål.

Du kan læse mere om Samsøposen på vores hjemmeside: samsøposen.dk
Tid og sted for uddeling er:
Mandag 1.10. Brugsen i Ballen 9-12
Tirsdag 2.10. Butik Ø’en i Tranebjerg 14- 17
Onsdag 3.10. Smagen af Øen i Nordby 12-15
Torsdag 4.10. Brugsen i Tranebjerg 10-13
Mandag 8.10. Netto i Tranebjerg 11-14
Tirsdag 9.10. Brugsen i Mårup 9-12
Onsdag 10.10. Samsø Gårdbutik i Permelille 11-13
Torsdag 11.10. Økologisk Samsø/Yduns Have i Alstrup 15-18
HUSK dit Ø-kort!